Persiflasje i Morgenbladet

Munchs pass for reisen sommeren 1838. NBO

Høsten 1838 ble Andreas Munch utsatt for det som dengang ble kalt persiflasje fra egne rekker. Hans hjemsendte reisedikt fra Paris ble stygt, men treffende karikert i Morgenbladet mens han fremdeles befant seg utenlands. Episoden berører noe vesentlig i spenningen mellom det romantiske og det realistiske, slik disse to idealene forenet seg i periodens poetiske realisme. Realismen kunne drives for langt, og uten et romantisk, poetisk element, mente man, kunne diktningen lett reduseres til platt og uvesentlig virkelighetsbeskrivelse. Hverdagens banale virkelighet var alltid tilstedeværende, og derfor måtte en kunstnerisk fremstilling av virkeligheten snarere søke å fremstille den i sin idealitet. Her sviktet ifølge kritikken Munchs reisedikt. Omplantet fra Paris til Christiania ble diktenes beskrivelser latterlige.   

Andreas Munch hadde besøkt København allerede før debuten med Ephemerer i november 1836 (Morgenbladet nevner ham blant reisende til København den 31. august). Samlingen inneholder en rekke reisedikt fra den danske hovedstaden. Men som sin første utenlandsreise regnet Munch selv reisen gjennom Frankrike og Tyskland sommeren og høsten 1838. Reisedagboken er bevart i Nasjonalbibliotekets håndskriftsamling (MS fol 1560 D1), og fra reisen sendte han hjem en rekke reisebrev og -dikt til Den Constitutionelle.

Munch og hans reisefelle Harald Ulrik Sverdrup, Johan Sverdrups bror, forlot Christiania den 22. april og seilte til London, der de tilbragte noen dager før de dro videre til Paris. Her gikk Munch nesten daglig i teateret og konsertene, og skrev hjem både om «Julifesten» og om «Concerter i Paris». I tillegg trykte Den Constitutionelle en rekke reisedikt under fellestittelen «Fra Paris». Den 16. august forlot reisefellene Frankrikes hovedstad og la veien videre til Strasbourg, Münster, Karlsruhe, Heidelberg og Mainz. I begynnelsen av september gjennomførte Munch den berømte Rhinfarten med dampskip, før han reiste videre over Köln, Göttingen og Magdeburg til Hamburg og videre hjem i slutten av måneden (Morgenbladet nevner ham som ankommet fra København den 30. september).

Diktene Munch sendte hjem fra Paris vakte en viss oppsikt i hans fravær. Han skrev om «Place de la Concorde», «Invalidernes Hotel», «Notre Dame de Paris», «Montmartre», «En Aften paa Boulevarden», «Den blinde ved Louvre», «Fontainebleau» og om «Vaudeville-Theatrets Brand». Noen av diktene ble siden samlet i Digte, gamle og nye (1848), men enkelte så aldri igjen dagens lys. Dette skyldes ikke minst de parodiene av Munchs dikt som ble rykket inn i Morgenbladet den 2. og 3. september under pseudonymet «9» Diktene var, ble det omhyggelig presisert, «nægtet Optagelse i Den Constitutionelle».

Med referanse til Munchs dikt om Vaudevilleteaterets brann og Fontainebleau, hvor Munch ser for seg Napoleon stige «ned ad Kjæmpetrappen», skrev den anonyme parodikeren stofer som disse:

Til Paris jeg aldrig reiser,

Mig forlokker ei dens Glands;

Hu! der gaaer den døde Keiser

I en Trap, der før var hans.

Der det skal dessuden hænde,

At Theatre gaae i Brand,

Medens Høkre ikke brænde:

Slige Ting mig ærgre kan.

Der Munch skrev om Invalidehotellet, skrev «9» om «Voldens Fattighus». Der Munch beskrev Concordeplassen, beskrev «9» Teaterplassen i Christiania:

Paa venstre Side Theatret staaer,

Hvori man spiller Comedie;

Mod Norden ligger en anden Gaard,

Mod Syden ligger en tredie.

Paa Pladsen staaer der en eenlig Stang,

Paa Stangen sidder en Lygte;

Den tænder Vægteren mangen Gang,

Naar Lyset for Mørket maa flygte.

Munchs beskrivelse av en aften på boulevarden blir hos «9» til «En Middag paa Gaden»:

Klokken er just, som jeg nævnte, To,

I Taarnet Vægteren snøvler;

Paa Gaden gaaer der Nogle i Sko,

Og Andre gaae der i Støvler.

Nogle gaae op og Andre gaae ned,

Og Nogle til Hjemmet vandre.

Stenene ligge paa Gaden i Fred

Saa temmelig nær ved hverandre.

Disse anonyme smedediktene førte i første rekke til et anonymt forsvar for Munch i Den Constitutionelle den 5. september. «Satiren er en farlig Gift», heter det, «og ikke Enhver, der har den til Raadighed, har Besindighed til at bruge den rigtigt». Innsenderen mente at «Persiflagen bliver stedse ubillig og uretfærdig, naar den antaster det virkelige Talent», og selv om «de velvillige Smaasager» Munch hadde send hjem fra Paris ikke «alene kunne hæve ham til Sæde hos Digterne», hadde hans tidligere arbeider bevist hans verdi som dikter.

Dette korte innlegget foranlediget en lang artikkel av Peter Jonas Collett den 10. september: «Om Parodien over Munchs Skizzer fra Paris». Collett gikk langt i forvare «9»s parodier på prinsipielt grunnlag. Han ville riktignok ikke «forsvare alle hans Bedrifter», men mente at «man kan skrive Parodier næsten over alle Ting, altsaa ogsaa over Munchs Digte, og jeg indseer ikke rettere, end at man gjør vel deri, naar man gjør det godt, og allermindst forstaaer jeg, at man behøver at genere sig i at hente sit Stof fra en Andens Verk». Følgelig mente han at «9» har «al Ret til at vise, hvor let slige Skizzer kunne dunste bort og blive til Intet, eller til noget fuldomment Comisk og Uvæsentlig». «9» hadde kommet med en vennlig advarsel til Munch. «Naar man gaaer ved Siden af En, og mærker at han af Distraction er nær ved at gaae ud i Grøften, griber man ham Tag i Armen og sier: vogt Dig, at Du ikke gaaer ud i Grøften!»

Dette innlegget av Collett er i og for seg bemerkelsesverdig, ikke minst fordi det var en offentlig hemmelighet at den som skjulte seg bak pseudonymet «9» ikke var noen annen enn Collett selv. I sin meget partiske lille bok Upartisk Betragtning af vor Litteratur (Christiania 1840) skriver patrioten Hans Ørn Blom om både Collett og Munch. Collett, som unektelig hadde både esprit og talent, hadde skuslet dette bort ved «aldeles lapsede Angreb paa Enhver, der er fremtraadt»:

«Han har spillet en bidsk Porthunds Rolle i Litteraturen, ved at gjøe og bide ad Enhver, som ikke har det cosmopolittiske Adgangstegn [ie. tilhører Intelligensen]. Undertiden har ikke engang et saadant hjulpet. A. Munch f. Ex., der dog øiensynlig er indskreven i de unge haabefulde Cosmpoliters Mandtalsliste, har ogsaa maattet holde fore. Ved denne Inconseqventse har Collett ikke alene generet Munch, men ogsaa sat den Constitutionelles Redaktion i en besynderlig Forlegenhed. Den har derved været sat i den Nødvendighed at prostituere sig, ved at udelukke hans træffende Parodier paa nogle munchske Digte, uagtet de fuldkommen svare til Parodiens Hensigt, som er at give en subjectiv Modsætning til et poetisk Product, medens den har optaget hans inhumane, og følgelig slette, Bemærkninger om Schwach og Wergeland».

Nyhetene om Colletts parodier nådde Munch i Hamburg den 19. september, og har etterlatt seg flere spor i reisedagboken. «Her er jeg da», skriver han. «Jeg kan mærke jeg nærmer mig Hjemmet. Ærgrelserne begynde – Ved at Møde B. i Alte Menagerie blev jeg underrettet om at man havde persifleret mine hjemsendte Sager. Nu vel, det er i sin Orden. Min Reise og mine Erindringer kan man dog nu ikke tage fra mig, om man kun tilintetgjør mit Navn in Publico». Neste dag var han hos skredderen om morgenen, og legger også til følgende bemerkning: «Hr. C[ollett]. har svoret min Undergang men jeg vil ikke længer nedtrædes uden Modstand». Om ettermiddagen kjøpte Munch billett til København. Derfra ville han «directe hjem, hjem til alle mine Ubehageligheder og Ydmygelser. Men enda skal det blive bedre eller aldeles briste. Jeg har sat mit hele Liv paa eet Kort, kommer det ikke ud, nu vel ... Nu har jeg faaet mit Ungdomsønske opfyldt; jeg har reist udenlands, og fundet en Skat af Erfaringer og Minder som opveier meget af det Nærværendes Usselhed». Disse er reisedagbokens siste ord.

Ernst Bjerke